Bodegas Tritium - Rioja Alta

Bodegas Tritium i byen Cenicero drives af to hyggelige herre - Francis & Javier. De har begge  en dyb passion for Rioja og Rioja vin. De imponere ved ALDRIG at gå i stå og udvikler derfor konstant nye vine efter både moderne metoder og gamle traditionelle metoder. Besøg og smag deres unikke univers.

Cuna de Maras - Rioja Alavesa

Udtrykket garageproducent opstod for år tilbage og er vel nok et udtryk, som er beregnet på at beskrive en meget lille vinproducent, som ikke råder over eget produktionsapparat og som ofte holder til i gamle kølige bygninger, som tidligere har tjent til andet formål end vinproduktion. I Cuna de Maras og ejer Iñigo Garrido's tilfælde betegner det også en mand med en utrolig indsigt i vindruers trivsel, jordbundes beskaffenhed (terroir) og mikroklima. En mand, som ikke lader sig stoppe, blot fordi han ingen vingård har. En mand, som besidder en sådan passion for at skabe den smukkeste vin, det er ham muligt, at det ikke betyder noget, at han faktisk har sin vin i en gammel lastbilgarage. Iñigo Garrido, også kaldet "Myren" pga. hans hårde og utrættelige arbejde, er den mand. Iñigo har lavet vin sammen med sin far siden han var 7 år gammel. Hans indsigt i jordbund, druer og mikroklima er uden sidestykke. Hans kompromisløse holdning til kvalitet betyder at af hans egne 20 hektar som han nu har arvet fra sin far kun laver vin under eget navn fra ganske få af disse hektarer. Resten af druerne sælges bl.a. til Luis Canas. Handel med druer er helt almindelig i mange vindistrikter i dag. I bl.a Bourgogne og her i Rioja er der flere drueproducenter end der er registrerede vinproducenter. Med mine 25 år i vinbranchen er det kun Beaune-baserede Lucien le Moine, som ”comes into mind” mht. viden og kompromisløshed. Lucien le Moine gik i øvrigt også under betegnelsen "garageproducent" i de første mange år.

Hermanos Frias del Val - Rioja Alavesa

Grundlagt i 1969 i Rioja Alavesa er Hermanos Frias del Val med sine 25 hektar vinmarker en del af de kun 14% af vinbønderne i Rioja, som faktisk fremstiller vin. De resterende 86% dyrker deres marker med henblik på at sælge druerne til de store huse og kooperativer. Som et bevis på at man gennem hele husets historie har behandlet sine vinmarker godt og forstandigt og ligeledes har arbejdet seriøst og hårdt i vinkælderen, behøver man bare at kaste et blik på væggen bag den lille bar i hjørnet af vineriet. Her ses et utal af nationale og internationale awards (præmier) og anerkendelser i form af diplomer for vinenes høje kvalitet. Vinmarkerne er beplantet med 90% Tempranillo, alle over 80 år gamle, 6% Viura, 4% Malvasia. I vineriet arbejder brødrene Gabriel og Vicente med diverse opgaver, mens deres gamle far og grundlægger af huset, tusser rundt og taler med alle, der gæster stedet, tydeligt stolt af vinene og af det, som familien har opbygget gennem de seneste næsten 50 år. Og det med rette.

Dominio Berzal - Rioja Alavesa

I den lille by Baños de Ebro i Rioja Alavese finder vi blandt mange andre vinhuse Dominio de Berzal. Dominio de Berzal drives i dag af José Luis, Juan Mari og Iñigo Berzal men er oprindelig grundlagt i starten af forrige århundrede af de nuværende ejeres bedsteforældre. Huset råder over 50 hektar vinmarker som er beplantet med 80% Tempranillo og Viura og Graciano på resten. De nuværende kælderfaciliteter er opført i 1999 og har medført at man har kunnet udvide produktporteføljen således, at man i dag også laver ung vin efter Maceration Carbonique metoden og hvidvine. Til vinene der skal lagre, bruger man en kombination af franske og amerikanske egetræsfade.

Rioja

Rioja er opdelt på flere måder bl.a. i regioner, hvor den baskiske region gennem tiden er blevet berømt for sin løsrivelsestrang. Men i vinmæssig henseende er opdelingen tredelt. De to underdistrikter Rioja Alta og Rioja Alavesa er højtliggende i 400 - 1200 meter, hvor det tredje underdistrikt Rioja Oriental (tidligere kaldet Rioja Baja) er lavtliggende. Derudover er der en væsentlig klimatisk forskel. Alta og Alavesa er køligere qua den høje beliggenhed, men også den relative tætte forbindelse til Biscayen og det kølige Atlanterhavsklima. Her adskiller Baja sig ved den tydelige påvirkning fra Middelhavet og dets varmere klima.

Bjergkæderne Sierra de Cantabria mod nord og Sierra de Castejón mod syd danner et klimatisk værn, som faktisk gør somrene relativt kølige i forhold til andre vindistrikter i Spanien. Temperaturerne kommer sjældent over 30 grader og faktisk skærmer Sierra de Cantabia mod nord mod det kølige Atlanterhavs klima, som uden bjergene ville umuliggøre vindyrkning her, i hvert fald med de nuværende druetyper.

De typiske druetyper i Rioja

Hvid:

Malvasía, Turruntés, Maturana Blanca, Grenache Blanca, Tempranillo Blanca, Viura (Macabeo), Verdejo, Chardonnay, Sauvignon Blanc.

Tilladt høstudbytte pr. hektar: 9000 kg.

Rød:

Tempranillo, Garnacha Tinta, Graciano, Maturana Tinta, Maturana Parda og Mazuelo (Carignan).

Tilladt høstudbytte pr. hektar 6500 kg.